Hjemve – et stiltiende tabu

Vi sad forleden aften hjemme ved mine forældre og vi var hele familien samlet – forældre, søskende, kærester og nevøer. I kender det, sådan en aften snakker man meget om minder og gamle dage og det er tit en god blanding af dybe, sjove og ligegyldige emner, der er i talerækken.

Denne aften kom vi dog til at snakke om børn der har hjemve, nærmere bestemt dengang jeg havde hjemve… og det har jeg givet mig til at reflektere lidt nærmere over hvordan påvirkede min barndom.

Det mærkværdige i at netop hjemveen kom på tale forleden aften var også, at jeg for ikke længe siden sad og overvejede hvor heldige mine søskende og jeg har været i vores barndom. Vi har aldrig manglet noget, vi har ikke døjet med sygdomme og vi har altid været vellidte og har heldigvis ikke døjet med mobning i skoletiden. Jeg blev ved at tænke, at jeg da skulle være taknemmelig for at barndommen har været for god til at være sand og uden bump på vejen – og det har den også! Men jeg havde en stor udfordring i mange år, som jeg som voksen havde glemt alt om, men som jeg pludselig husker meget tydeligt. Dermed ikke sagt at hjemve overhovedet kan sammenlignes med sygdom og mobning – men for mig var det noget jeg var så ked af og pinlig berørt omkring – et kæmpe tabu!

Jeg skriver det her indlæg for at give barnet mulighed for at blive hørt! Barnet, der har hjemve og som så inderligt ville ønske hjemveen bare ville forsvinde. Barnet, der synes det er så mega pinligt at man aldrig kan sove ude fordi man savner mor og far. Barnet, der ikke tør fortælle sine forældre at de for guds skyld ikke må tvinge ham/hende til at sove ved tante Gerda, fordi hun synes det kunne være hyggeligt. Du kære barn jeg vil gøre mit aller bedste for at være dit stærkeste talerør i denne sag! Forældre: LÆS, prøv at forstå, og lyt til dine børns ord – det har taget dem lang tid og masser af mod at få det over læberne!

En barndom med hjemve

Så langt tilbage jeg husker mindes jeg at have hjemve.. Det gjaldt i alle situationer som at sove ved nær familie, sove ved veninder, på lejrskoler osv. Der var ikke et sted jeg kunne sove med ro i maven medmindre mine forældre var der. Men omvendt havde jeg også en lyst til at blive og sove ved andre – fordi jeg var bange for at gå glip af alt det sjove. Ligegyldigt hvad jeg valgte så ville jeg ikke blive glad og det er faktisk den følelse, der var sværrest at takle, der var ikke en oplagt løsning på mit problem nogensinde.

Det varede længe før jeg kom mig over min hjemve og det bliver bestemt ikke mindre pinligt at have hjemve jo ældre man bliver. Jeg tror først det gik over i 5-6 klasse hvor klassen skulle på lejrskole på Læsø og der var derfor ikke nogen jordisk mulighed for at mine forældre kunne hente mig, såfremt jeg blev ked af det. Derfor måtte jeg gøre op med mig selv om jeg ville afsted eller ej. En hel uge på Læsø, som man ved at ens kammerater kommer til at snakke om længe var umuligt for mig at misse, så derfor tog jeg afsted og det gik ganske fint! Men den eneste grund til at jeg kom mig over min hjemve var fordi jeg igennem det hele havde forældre, der ikke nødvendigvis forstod det, men som respekterede det. Jeg vidste jo godt selv at det tit var latterligt at jeg havde hjemve, jeg vidste jo godt det var enormt bøvlet for dem at skulle hente mig i tide og utide og jeg vidste jo godt at jeg lige skulle prøve at give det en chance og se om ikke det gik over og jeg endte med at hygge mig. Jeg vidste jo godt det et eller andet sted var et tabu – det havde jeg ikke brug for at høre fra mine forældre – så det gjorde jeg heller aldrig! De bakkede mig op og forstod at ringede jeg og sagde “jeg vil faktisk gerne hjem” så var det ikke til diskussion og jeg blev derfor hentet.
Fordi mine forældre aldrig pressede mig til at blive og overnattet et sted jeg ikke havde lyst til, så følte jeg heller intet pres fra dem over min tur til Læsø, men et pres fra mig selv om at det her ville jeg ikke gå glip af, så jeg fik muligheden for at takle min hjemve i mit eget tempo, med min egen vilje og for min egen skyld. Og det er den rigtige måde ud af hjemve!

Hvis du som barn får at vide af dine forældre at du bare skal lukke øjnene og falde i søvn ved tante Gerda og før man ved af det så er det morgen også ses i jo igen… Den nat varer for evigt! Hovedet kører for fuld hammer med tanker og savn og man kæmper en brav kamp for at beholde lidt værdighed og derfor skal tårerne holdes tilbage, selvom der er en kæmpe klump i halsen og underlæben bævrer. Det gør bare så ondt i sådan et lille barnehjerte og savnet er ubærligt.

En voksen holdning til hjemve

Selvom jeg i mange år ikke har tænkt over min egen hjemve, så har jeg som voksen reageret på hjemve på den måde jeg nævner – med stor respekt og umiddelbar handling! Da min ældste nevø var 4-5 år havde han længe snakket om at han gerne ville sove hos mig i min ‘kærlighed’ (slang for lejlighed), så det skulle da prøves fordi jeg synes det kunne være rigtig hyggeligt! Vi havde den skønneste dag – fuld af leg, snolder, hjemmebag, gemmeleg, tv-kig, hulebyg osv osv. Men da vi kom til sengetid så begyndte min nevø at blive en smule betuttet – og jeg vidste straks hvor det bar hen. Han blev puttet og idet begynder han at snakke om at han savner mor og far. Jeg spørger ham om han vil ringe og snakke med dem for at sige godnat og der bliver han ked af det og siger han gerne vil hjem. Selvom jeg vidste min søster syntes jeg overgav mig liiiige hurtigt nok, men så ringede jeg til hende med det samme og sagde at deres lille dreng altså sov bedst i egen seng, så om de ikke ville hente ham. Imens vi ventede hyggede min nevø og jeg videre og han var ikke ked af det mere – fordi nu var far på vej. Jeg synes han var så sej at han turde sige det! Så det skulle han også få en god oplevelse ud af – og én ting er sikkert, jeg vil ikke have en lille dreng sovende som er ked af det. Jovist, måske var det gået over hvis jeg gav det tid… men måske var det ikke og jeg havde aldrig fået min nevø til overnatning igen.

Jeg har selv som barn (måske omkring 9 år) prøvet at jeg sent om aftnen sagde til min veninde at jeg gerne ville hjem – og hjem lå under 1 km væk.. Min veninde siger det til sin mor og moren siger at jeg bare skal lægge mig til at sove også er det morgen før jeg ved af det… Av av av av – jeg kan ligefrem mærke det i maven endnu. Jeg ville bare hjem! … jeg kom ikke hjem og der gik LÆNGE før jeg igen turde prøve at sove ude igen.

Jeg fortalte dengang min mor om den aften/nat og sagde at jeg bare ville ønske hun kunne læse mine tanker og var kommet efter mig. Vi aftalte derfor at når jeg ringede for at spørge om jeg måtte sove ved en veninde – fordi man turde jo ikke sige nej til veninden! – så spurgte min mor mig i telefonen om jeg virkelig havde lyst, også kunne jeg sige “nej nej”, så min veninde troede det var noget andet jeg svarede på. Derefter ville min mor gå i gang med at være the bad guy og sige at det måtte jeg ikke og det var bedst jeg kom hjem, hvorefter jeg kunne køre den klassiske “eij moar, please må jeg ikke godt?!”, selvom jeg inde i mit hoved jublede over at min fantastiske mor reddede mig ud af den her uden jeg tabte ansigt.

Derfor er min bøn til dig kære forælder – LYT til dit barns behov i sådan en situation! Barnet skal nok med tiden lære at sove ude uden at få hjemve, man har immervæk ikke hørt nogle teenagere døje med det problem som 18-årige, hvorfor de ikke vil flytte hjemmefra… Og fordi du som barn synes det fedeste var at sove ved veninder eller kammerater, så er det ikke ens betydende med at dit barn synes det er fedt. Og tænk lige en ekstra gang over hvis behov det er for at dit barn sover ved tante Gerda… er det fordi barnet har lyst, eller for at du og din partner kan få en børnefri aften? Gi’ for pokker barnet tid til at tage det i sit eget tempo og lad dem selv bestemme hvornår det er ‘nu eller aldrig’ og på tide at lære det.
Og du fantastiske modige barn – vildt sejt at du står ved hvad du føler, tør føle det og tør sige det! Jeg håber ved gud jeg har hjulpet dine forældre til at høre lidt bedre efter og reagere lidt hurtigere.

 

 

Dedikeret til mine forældre for evig støtte og respekt.

/Josefine
Facebooktwitterlinkedinmail

Skriv et svar