Når man vil det hele på én gang…

Åha, jeg synes godt nok der har og stadig er rigtig meget på programmet i min hverdag – men ja, det er jo mig selv der har valgt det.. Og hvorfor har jeg så det? Det har jeg fordi jeg lige pt. gerne vil det hele på én gang og ikke har kunnet vælge noget fra – selvom jeg burde.

Nyt arbejde – et drømmejob!

Som nogen af jer ved så startede jeg 1. maj som salgstrainee ved EDC. Efter mange forsøg på at overbevise mig selv om at det ikke var ejendomsmægler-vejen jeg skulle følge så ville mavefornemmelsen noget andet. Det slog mig især da det gik op for mig at jeg lige om lidt ville være færdig med min uddannelse og derfor skulle ud og finde mig et arbejde. Ikke bare hvilket som helst arbejde. Jeg vidste at det var vigtigt at det var et arbejde jeg brændte for, der interesserede mig og som jeg kunne se mig selv være i på fuldtid. Fordi der er edermame forskel på et studiejob også ‘the real deal’!

Jeg kunne mærke at hver gang jeg så tv programmer såsom 3xbelliggenhed, i hus til halsen, hammerslag osv. så blev jeg nærmest misundelig på ejendomsmæglerne, fordi at de fik lov til at udføre et arbejde jeg også gerne ville udføre. Jeg har jo haft ejendomsmægler drømmen siden 2012, men muligheden bød sig aldrig og modstanden var tit så stor at jeg fik et indtryk af, at det nok ikke var mit lod i livet at blive ejendomsmægler.

Men heldigvis er jeg stædig og jeg foretrækker at tingene går efter mit hoved! Så velvidende om, at der befinder sig rigtig mange super fede stillinger hos virksomheder, der søger medarbejdere med min uddannelse, så valgte jeg at kaste mig ud i et job, der ikke krævede en kandidatgrad, men som krævede en mavefornemmelse – og den har jeg!

Og jeg kan kun være enormt stolt af mig selv over at jeg tør stole på min mavefornemmelse! For WOW hvor er det bare lige mig at arbejde i sådan en ejendomsmægler biks! Jeg synes det er så spændende og udfordrende, hvor jeg hele tiden lærer nyt, som man jo gør når man starter nyt arbejde. Og det at starte nyt fuldtidsarbejde – ja det er som sagt et fuldtidsarbejde! Men men men, jeg havde jo stadig et speciale der skulle skrives og en kandidatgrad der skal opnås – noget der egentlig også er et fuldtidsarbejde…

En kandidatgrad i baggrunden

Jeps, for specialet skulle jo stadig skrives… og jeg skal være ærlig at indrømme at jeg var ikke så langt foran i min tidsplan at opgaven kunne afleveres en hel måned før tid – tværtimod.

Jeg er den type studerende, der arbejder bedst under pres.. Så jeg havde ideen til min opgave, teorien til min opgave og noget af data til min opgave i hus – jeg skulle ‘blot’ afholde nogle interviews (med folk fra Mexico og Tjekkiet), indskrive teorierne, behandle og indskrive data og sammenholde dette. Lyder det nemt nok? Lad mig fortælle det på en anden måde: jeg skulle skrive 60!!!! sider…

Dette foregik som sagt efter arbejde, altså fra kl. 17 til kl. ‘jeg kan ikke længere holde mine øjne åbne’. Optimalt? Absolut ikke! Nødvendigt? Også i den grad! Jeg var fast besluttet på, at lige nu og her der skulle det simpelthen være muligt for mig at ville det hele på én gang! Koste hvad det koste vil. Og koste, det gjorde det… Sådan et program kan og vil jeg aldrig udsætte mig selv for igen, fordi det tærer på alle parametre du kan forestille dig. Selvom det kun var i 1 måned at jeg havde kombinationen af fuldtidsarbejde og specialeskrivning, så måtte det ikke vare så meget som én dag mere uden at jeg selv kan være bekymret for hvad det havde haft af konsekvenser…

Det koster på familielivet, så det at mødes og generelt at snakke med forældre, søskende, nevøer var noget der ikke var sat meget tid af til og det gjorde mig trist. Vennerne bliver nedprioriteret mod ens vilje og man føler sig om jordens største røvhul over altid at sige nej til aftaler. Kæresten betaler en kæmpe stor pris! At bo sammen med mig i den måned var ikke nemt – overhovedet. Samtalerne var korte og vrissende, deltagelsen i husholdning var minimal, lunten var ikke eksisterende. Derudover koster det også overfor én selv. Det der med at mærke efter hvad krop og sind prøver at fortælle var umuligt. Jeg tonsede igennem med 200 km/t til trods for at mit helbred skreg på hvile! Det resulterede desværre også i et lille og kortvarigt panik/angstanfald, men nok til at jeg selv blev bange og indså at det var vigtigt at jeg det sidste stykke vej sørgede for at bevare kontrollen over situationen og ikke at lade situationen kontrollere mig. Det er i situationer som disse at ens bagland viser sig fra dets stærkeste side og jeg er bare så taknemmelig for jer! (i ved hvem i er!)

En forpligtelse er en forpligtelse – og noget jeg har brug for at gøre!

Som om et nyt fuldtidsarbejde ikke er nok, så havde jeg jo også sørget for deltagelse i Vilhelmsborg Festspils opsætning af Grease, dvs. ca. 10-14 timers prøver i ugen. Og ja, jeg kan sagtens forstå at der nok er flere, der er af den holdning at det skulle jeg ALDRIG have meldt mig til – og jeg er fuldkommen enig! Men sagen er nu den, at da jeg tilbage i vinters tilmeldte mig Grease, der havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet at jeg skulle starte i arbejde allerede 1. maj, eller at mit speciale skulle skrives i sådan en type af slutspurt. Jeg kunne aldrig have forudset det! Men jeg vidste dengang at jeg ville være ked af ikke at have været med i Grease – den forestilling, der startede hele min Vilhelmsborg rejse er dermed også den sidste forestilling jeg nogensinde medvirker i (det lover jeg mor & far!)

Et bijob – fordi det er noget jeg gør for mig selv!

Nå ja, for ikke så frygtelig længe siden kunne du jo læse om min seneste bedrift – nemlig at arbejde i et Fitnesscenter som Fitness instruktør. Et job, som mange nok havde fravalgt til fordel for det nye fuldtidsarbejde… men næh nej, også dette valgte jeg at beholde! Jeg gik markant ned i timer, således at det er 1 gang om ugen, for på den måde sørger jeg for at holde mig selv i gang på motionsfronten. Jeg kender nemlig mig selv godt nok til at jeg i pressede tider sørger for, at tage mig af alle andre end mig selv. Så mit arbejde i Fitness World er udelukkende noget jeg gør for MIG! Fordi det gør mig godt og fordi medlemmerne på mit hold giver mig enormt meget og bidrager til mit overskud og til at bevare et smil på læben, også når det hele er træls!

 

Men for satan hvor har det altså bare været et hårdt program siden 1. maj.
Ville jeg have undværet det? Aldrig nogensinde, for hold nu vimmersvej hvor har det givet mig en styrke og en tro på egne evner som jeg ikke havde før!
Ville jeg gøre det igen? NEVER EVER! Prisen har været rigtig høj og havde det stået på længere tid så kan jeg være bange for at prisen havde været endnu større.

 

Hvor vil jeg så hen med alt det her? Jo, jeg vil derhen at man sommetider er nødt til at gribe det livet byder én i stiv arm og bevare troen på sig selv. Det glade billede på instagram om at man klarede sig gennem sin studietid, der ligger mange tårer og frustrationer bag. Jeg har igennem meget af min studietid oplevet modvind på cykelstien, og det resulterede i at selv nu hvor der endelig var medvind, med drømmejob, kandidatgrad, yndlings musical og dans på programmet, så var jeg så udmattet og afprøvet at jeg havde svært ved at se lyspunkterne ved at jeg have så pisse travlt – travlt fordi jeg ikke kunne vælge imellem alle de her ting, der bare gør mig så enormt glad! Man er nødt til hele tiden at kunne finde lyspunkterne og de positive sider – ellers så knækker filmen!

Pas på dig selv! Men du kan godt det hele på én gang – hvis du virkelig vil..

 

Facebooktwitterlinkedinmail

Skriv et svar